Udstilling
Europa-Parlamentet har gennem hele sin eksistens markeret sig som værn og fortaler for menneskerettighederne. Parlamentet har i denne sammenhæng taget talrige politiske initiativer og slog især til lyd for, at EF vedtog den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For Parlamentet handlede det om at tage hensyn til alle de borgerlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder for borgerne i EF's medlemsstater.
Parlamentet har siden 1975 udtrykt sin utilfredshed med, at menneskerettighederne ikke indgik i de traktater, der lå til grund for EF, idet traktaterne primært var helliget økonomiske formål. Det vedtog derfor en beslutning, hvori det fastslog, at en fremtidig europæisk union var nødt til at have sit eget charter for grundlæggende rettigheder. Parlamentsmedlemmerne bekræftede hermed det politiske forsæt om at stræbe mod et forenet Europa. Takket være deres indsats underskrev formændene for Parlamentet, Rådet og Kommissionen to år senere en erklæring i Luxembourg, hvormed de på deres respektive institutioners vegne i fælleskab påtog sig at respektere de grundlæggende rettigheder.
Parlamentet vedtog så i 1984 med et stort flertal udkastet til en traktat om en europæisk union, det såkaldte Spinelli-udkast. Udkastet fastsatte, at denne union skulle vedtage en erklæring om grundlæggende rettigheder inden for fem år. Parlamentet fandt i sine bestræbelser flere gange en forbundsfælle i EF-Domstolen, hvis retspraksis fastslog, at beskyttelsen af menneskerettighederne skulle være sikret gennem fællesskabslovgivningen.
Den Europæiske Fælles Akt – i Danmark kendt som EF-pakken – trådte i kraft den 1. juli 1987 og genkaldte EF-landenes tilsagn om sammen at fremme demokratiet med afsæt i de grundlæggende rettigheder, herunder frihed, lighed og social retfærdighed. Men Parlamentet anså overholdelsen af menneskerettighederne for en ufravigelig forudsætning for fællesskabets legitimitet og ønskede derfor at gå endnu videre. Derfor vedtog Parlamentet den 12. april 1989 en erklæring om de grundlæggende frihedsrettigheder og henstillede til borgerne aktivt at støtte op om dette skridt. Beskyttelsen af miljøet og visse nye sociale rettigheder (ret til social beskyttelse, ret til uddannelse, forbrugerbeskyttelse m.v.) blev således indføjet i det sæt af grundlæggende rettigheder, som Parlamentet agtede at stå vagt om. Denne tekst markerede et betydeligt fremskridt, men ikke desto mindre og til trods for de præciseringer, der i mellemtiden blev opnået med Maastricht- og Amsterdam-traktaterne, var det først i slutningen af 1990'erne, at Parlaments forventninger omsider blev indfriet.