- Udstilling: Sakharovprisen, Europa-Parlamentet og menneskerettighederne i verden
- Vedtægterne for Sakharovprisen
Vedtægterne for Sakharovprisen blev vedtaget i juli 1988. Det blev oprindeligt fastslået, at prismodtageren skulle modtage 5 000 ECU, og at der ikke skulle tages hensyn til kandidatens nationalitet eller bopæl. Parlamentet ville også fremme offentliggørelsen af prismodtagerens skriftlige værker. De første kandidater til Sakharovprisen skulle have støtte fra mindst 25 parlamentsmedlemmer, hvorefter Europa-Parlamentets Politiske Udvalg skulle foreslå tre kandidater til Det Udvidede Præsidium, om nødvendigt efter at have konsulteret Andrej Sakharov selv. Det var derefter op til Præsidiet at udvælge den endelige kandidat. Til slut skulle Sakharovprisen overrækkes af Parlamentets formand under et plenarmøde. I årenes løb er prisens værdi gradvist steget til 50 000 EUR. Denne stigning er også en anerkendelse af, hvor betydningsfuldt arbejdet med menneskerettigheder på verdensplan er.
Der fandt dog også andre ændringer sted. På opfordring af det tyske parlamentsmedlem Elmar Brok blev der i 2003 foretaget en række gennemgribende ændringer i vedtægterne for Sakharovprisen. Brok var på daværende tidspunkt formand for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik. I et forsøg på at udvide prisens omfang blev det besluttet, at den skulle gå til en særlig præstation (intellektuel eller kunstnerisk produktion eller et aktivt bidrag) på området for beskyttelsen af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig retten til ytringsfrihed.
Prisen skulle nu også gå til initiativer, der havde været med til at fremme minoritetsrettigheder, respekten for folkeretten, udviklingen af demokratiet og gennemførelsen af retsstatsprincippet. Siden da har kandidater kunnet støttes af en politisk gruppe. Hvert parlamentsmedlem kan dog kun støtte én kandidat. Endelig skulle det fra da af være op til Parlamentets Udenrigsudvalg at foreslå tre kandidater til Formandskonferencen, der før som nu består af Parlamentets formand og formændene for de politiske grupper, og som stod for at vælge den endelige modtager. Som følge af udvidelsen af EU og stigningen i antallet af parlamentsmedlemmer skal hver kandidat nu have forudgående støtte fra 40 parlamentsmedlemmer.