Udstilling
Idéen om at oprette denne pris opstod på et plenarmøde i juli 1984 under en drøftelse om Andrej Sakharovs situation. Prisen havde oprindeligt til formål at belønne arbejde dedikeret til udviklingen af forbindelserne mellem øst og vest, debat- og undersøgelsesfriheden samt forsvaret af menneskerettighederne og retsstatsprincippet. Som parlamentsmedlem og ordfører Jean-François Deniau fra Frankrig sagde, så havde det frit valgte Europa-Parlament en pligt til og et ansvar for at beskytte de grundlæggende frihedsrettigheder. Deniau gjorde gældende, at Andrej Sakharov var selve indbegrebet af prisen.
Sakharov var en europæisk borger, der personificerede tanke- og ytringsfriheden, og som på grund af sin overbevisning og samvittighed havde besluttet at give afkald på alle de materielle fordele og hædersbevisninger, der lå for hans fødder.
Jean-François Deniau
Parlamentsmedlemmerne accepterede Deniaus ekstraordinære udfordring: Den 13. december 1985 blev beslutningsforslaget om at oprette Sakharovprisen for tankefrihed vedtaget med stort flertal.
Efter en personlig henvendelse fra den daværende formand for Europa-Parlamentet, lord Plumb, gav Andrej Sakharov i foråret 1987 sin støtte til projektet og indvilligede i, at der blev oprettet en pris i hans navn. Det blev i sidste ende besluttet, at Sakharovprisen skulle tildeles enkeltpersoner eller organisationer, der har udmærket sig gennem deres aktiviteter, engagement og indsats inden for menneskerettighedsområdet i Europa og i verden. Sammen med Parlamentets Politiske Udvalg blev det besluttet, at den første Sakharovpris skulle uddeles inden udgangen af 1988. De første modtagere var Nelson Mandela og Anatolij Marsjenko – sidstnævnte var blevet foreslået af Sakharov selv.
