Mellem maj og juli 2024 deltog tretten deltagere i den anden udgave af Online Creative Residency fra Europeanas Digital Storytelling Festival. Heather Storgaard opdagede sammenligninger mellem familiehistorie og personlige erfaringer.
Deltagere arbejdede med temaet “rejse” sammen med mentorer indenfor animation, sociale medier, kollage-kunst, storytelling med 3D og kreativ skrivning.
Om ungdom
Sidste år, under rydningen af gården, hvor min mand voksede op, åbnede jeg et skrøbeligt, blågråt album og forventede familiefotografier. I stedet lå der nogle fine, tykke postkort, som var lige ved at falde ned på mit knæ. Jeg spurgte, hvad det var, og fik at vide, at jeg bare skulle smide dem ud - der var alt for mange papirer til at beholde det hele.
Jeg pakkede febrilsk og var stadig halvt syg efter en omgang lungebetændelse over vinteren, og jeg tog beslutningen, at jeg gerne ville læse dem senere. Så de blev smidt i en kasse, en af femten, der blev fyldt med tunge papirer og fotografier, en tysk skrivemaskine fra 1930'erne og en udsmykket skrivekasse, polstret med tartan tæpper og norsk strikketøj, og derefter kørt ned fra Jylland til IJmuiden og taget med over Nordsøen på vores velkendte rute hjem til Skotland.
Jeg kiggede først på dem igen sidste sommer, hvor jeg fandt vidnesbyrd på et årtis rejse på kryds og tværs af mellemkrigstidens Europa - en række postkort skrevet på tre sprog, hvoraf alle har ændret deres staveregler siden. De tilhørte min mands morfar, Anton, som jeg aldrig mødte, og som han heller ikke rigtig kan huske, men som jeg tilsyneladende deler en stor kærlighed til rejse og (til min store glæde) en fødselsdag med.
Vi lærer i skolen og gennem dokumentarfilm, at livet i mellemkrigstiden var en svær og mørk periode med putscher og genopbygning og gentegning af grænser, fredeligt eller ej. Jeg forestillede mig, at det var en krævende tid at være ung, et perspektiv, der blev forstærket af de sort-hvide fotos fra perioden - som dem, jeg fandt på Europeana.eu.
Men blandt disse familiedokumenter fandt jeg sidevis af smukt illustrerede eventyrbyer og drømmende landskaber, der blev gennemrejst af modige, selvbevidste, søde og flabede unge mennesker med en udforskertrang, der taler til mig, som om de var mine egne jævnaldrende. De var Christliche Pfadfinder, en slags ungdomsorganisation, der var populær i protestantiske samfund i Tyskland og nabolande som Danmark. Jeg blev opslugt af deres rejser og stirrer på hvert eneste halv-udtværede ord, skrevet med blyant, for at oversætte deres banaliteter, og trods alt bliver jeg chokeret over deres pludselige slutning i 1930'erne.
Ungdoms-mobilitet - et ønske om at udforske verden og finde sin egen plads i den. Uanset generation er det en allestedsnærværende del af opvæksten, som alle tror er deres egen. Selv om hver generation betegnes som mere egoistisk og mindre kompetent end den foregående, er vi i virkeligheden alle på vej ud på en velbetrådt sti, der snor sig og afviger for hver af os. Uanset om man rejser med Interrail eller Orientekspressen, tager på en tysk-lutheransk pilgrimsrejse til Palæstina ad søvejen eller arbejder som frivillig i en israelsk kibbutz, så er oplevelsen af personlig vækst bygget op med rejse efter rejse.
Østpreussen, 1924, Polen, 2019
Kære Anton, de varmeste hilsner fra vores store Tur til Ostpreussen. Vi gik fra Marienburg og Danzig via Hohenstein (Tannenberg) Allenstein, Löben til Königsberg og besøgte den smukke By og Havnen her i dag. Vi er paa vej til Rossiten og derefter hjem via Danzig. God Vej, dine kammerater Fritz og Hans¨
Kender du de her stednavne? Intet af det tyske ovenfor er i brug mere. Vi kan finde slaviske ækvivalenter til nogle af dem - Rybatschi eller Рыбачий, Olsztynek, Malbork og Gdansk. Königsberg var engang Preussens juvel, en havneby, hvis skønhed var tydelig selv for teenagedrenge, men den blev bombet så meget, at det moderne Kaliningrad slet ikke ligner sin tyske forfader. Jeg får mærkelige, melankolske prik af dette postkort, der ubevidst blev sendt fra en by, som kun har omkring tyve år tilbage af sin lange eksistens. Jeg forsøger at oversætte det til moderne geografi og finder ud af, at et helt bykvarter, Löben, simpelthen aldrig blev genopført.
I en smuk sidste sommer med europæisk frihed, før briterne mistede retten til at bo og rejse frit i EU, og før Covid ødelagde rejserne for alle, besøgte jeg selv mange af disse steder. Blandt rekonstruktioner med nye navne og nye mennesker ledte jeg efter historiernes ekkoer, som viste sig at være flygtige for mig. Samtidig var det en del af Europa, der ikke vidste, at det snart ville blive rystet af en nærliggende krig igen.
Flensburg, 1927 & Flensburg, 2024
Kære Forældre! Et par timers søvn fik jeg paa Vejen herned, men det var ikke mere. Vi bor i den danske skole - Tivoli Skolen.
Jeg føler mig hjemme på kanten. Der, hvor folk måske undrer sig over en fremmed accent men ikke overreagerer, måske bare spørger ud af ren nysgerrighed. Jeg har ikke rødder i Flensborg, men her må jeg være dansk og tysk, og der er ingen konflikt. Jeg hører til flertallet med forbindelser på begge sider af grænsen. Jeg gik forbi skolen, hvor Anton boede, tidligere i denne uge - den er der endnu, tæt på den gamle danske kirkegård, med udsigt til havnen. Det danske mindretal i Tysklands nordligste delstat, Slesvig, er her stadigvæk.
Nogen gange kan jeg næsten ikke forstå deres dansk - gebrokkent men insisterende dansk. Men jeg elsker også at høre på det, en bekræftelse af danskheder, i smukt flertal, det som Danmark ellers tager utrolig dårligt imod.
Eckardtsheim, 1928 & Helgenæs, 2021
Kære Anton, hvorfor hører jeg ikke længere fra dig? Har du aflært alt Tysk? Var du også ude og rejse i år?
De her er mine yndlings-sætninger af alle postkortene. De kunne lige så godt have været skrevet til min mand i en af vores lange covid nedlukningsvintre på gården på Helgenæs, dengang hans aversion mod sociale medier og det tyske sprog var allerstærkest. Vi er bare så arrogante, når vi går rundt og tror, at ghosting er noget, der blev opfundet med internettet.
Appelsinerne fra Brindisi, fra Trieste til mandatområdet Palæstina, 1931
Vi närmer os Brindisi i Syditalien, allerede länge för ser vi, hvorledes Söerne brydes over de skärmende Moler; vel i Havn er vores Sösyge som kurerede, det er netop Thetid,, og en masse Franskbröd finder Vej til de sultende Maver. Der er tid til en kort Landgang, og allerede her faar vi det förste Indtryk af Syden: hvide og graa Huse med flade Tage, snävre gader og en snavset Befolkning; men Appelsinerne er billige; og ikke mindst vores forhenvärende Sösyge gör et kraftigt Indhug, dog er vi näppe igen kommen ud paa det oprörte Hav för det baade indenbords og udenbords flyder med halvfordöjede Appelsiner.
Hvor ligger Syden? Begynder den ved den italienske grænse, som stadig ikke var helt fastlagt på dette tidspunkt, eller forsvinder landene langsomt ind i sydligheden på et eller andet tidspunkt? Vores perspektiver kommer an på vores egen position, international politik, vores forhold. Brindisi er sydlig, men måske kun et indtryk af syd, snarere end den virkelige ting? Arkitekturen er vigtig, måske også overfloden af råvarer, men det ser ud til, at de "beskidte indbyggere" også er ansvarlige for sydlandskheden.
München 1935-37 & München 2020-21
Der er ingen breve eller postkort fra Antons tid i München. Hans venner, tyskere som han kendte fra deres tid i ungdomsgrupper, der udforskede Italien, cyklede rundt i Thüringens litteratur og religiøse helligdomme og sejlede til Palæstina, er væk. Er det en bevidst destruktion af papir, en tavshed efter for lang tids ghosting, eller gik senere korrespondance simpelthen tabt under flere flytninger i løbet af årtierne? Det får vi aldrig at vide, men i 1935 blev deres ungdomsorganisation, Christliche Pfadfinder, forbudt, og kommunikationen mellem medlemmerne blev kort efter overvåget af Gestapo.
Fra Antons München er der kun officielle dokumenter og universitetsudskrifter, stemplet med stadig sværtede hagekors.
Vi har ikke postkort, men vi har en lille kuvert med hans første fotos, som giver et glimt af hans München før krigen. En by med fakta og historie, ingen eventyr at finde. Et af dem viser hjørnet, hvor Sparkassenstraße møder den berømte Marienplatz, med nazister på march. Da min mand og jeg boede i München, plejede vi at sidde i solen uden for vores yndlingscafé, lige på det sted, hvor han må have stået for at tage billedet.
Vores München eksisterede i en tid, som nu føles næsten lige så fjern som hans. Et fremmed, uskyldigt paradis, før covid, før Brexit, før den russiske krig i Ukraine. Alligevel skinnede hans by stadig igennem - vores lejlighed havde en balkon, der vendte ud mod en tom ødemark, hvor bomberne var faldet, og intet var blevet genopbygget i al den tid. Udlejeren var gammel, havde boet i bygningen som barn og var mærkbart oprørt over, at en brite fik lov til at bo i en original, aldrig udbombet etage af bygningen, komplet med trægulve fra før krigen.
Europa, 2024
Når jeg ser tilbage på disse rejser, kommer jeg til at tænke på alle de gange, hvor denne form for frihed ikke var mulig. Jeg tænker på Covid-udrejseerklæringer, adskillege tests, bevis på destination, ankomstregistreringsformularer. På det mest ekstreme husker jeg, at jeg måtte bære rundt på min vielsesattest. At afslutte studierne i München og tage af sted uden mulighed for at vende tilbage, i det mindste i den nærmeste fremtid, hvilket sker to gange her. At forsøge at finde sig selv, abstrakte begreber som Syden og sine søben på en rute, der nu er fuldstændig umulig i sin omvendte form for selv de mest desperate - ungdommen vil altid tage disse rejser lykkeligt for givet.
Om forfatteren
Hvem er jeg?
Mit navn er Heather Storgaard, jeg er forfatter og international marketingmedarbejder. Efter at have boet, arbejdet og studeret i Danmark, Tyskland, Schweiz og Italien i mange år, er jeg nu tilbage i mit hjemland, Skotland. Jeg studerede kultur og kulturarv på universitetet, derefter litterær oversættelse og begynder på en MLitt til september.
Hvad handler mit projekt om?
Mit projekt handler om unges mobilitet i Europa i det sidste århundrede. Projektet er inspireret af et album med postkort, som jeg fandt, og som havde tilhørt min mands bedstefar, Anton. Han havde rejst rundt i Europa som teenager og ung i mellemkrigstiden. De spor, det efterlod, skabte et billede af unge mennesker, der lignede min generation meget mere, end jeg oprindeligt havde forventet. Det gjorde mig nysgerrig på, hvordan hver generation har en tendens til at tro, at vi er unikke, når vi i virkeligheden ofte udforsker stier, som måske er nye for os, men som faktisk er meget velbetrådte.
Why did I apply for the Online Creative Residency?
Til daglig er jeg skribent i whiskybranchen (hvilket muligvis er det mest skotske ved mig!), så jeg så dette Online Creative Residency som en chance for at udforske andre emner og arbejde mere kreativt. Temaet rejser talte virkelig til mig, og det ansporede mig til at ansøge.
Hvad har jeg fået ud af opholdet?
Jeg elskede det samarbejde og den støtte, der var under opholdet. Mange af os blev inspireret af lignende temaer, selv om vores resultater har været meget forskellige.
What will I do next?
Til september begynder jeg på en MLitt og er allerede gået i gang med noget research til den, som jeg tror vil tage meget af min tid i det kommende år. Jeg håber at kunne skrive mere om rejser i fremtiden og udforske forbindelser på tværs af grænser og sprog i Europa.