Død over militarismen

Women's Peace Party (senere Women's International League for Peace and Freedom_, WILPF), blev grundlagt i 1915 som en reaktion på 1. Verdenskrigs udbrud i august 1914.

Foreningen blev stiftet på Kvindefredskongressen i Haag, og i kongressen deltog flere danske kvinder, deriblandt med stor sandsynlighed Thora Daugaard (1874-1951), Eline Hansen (1859-1919), Clara Tybjerg (1864-1941), Louise Wright (1861-1935) og Eva Moltesen (1871-1934).

Det var kvinder fra borgerskabet, de fleste med eget erhverv, men de havde forskellige politiske og religiøse baggrunde.

Tybjerg og Hansen var skolelærere og Radikale, Moltesen, forfatter og opstillet for Venstre i 1918 (det første valg, hvor kvinder havde opstillings- og stemmeret), Daugaard var redaktør, og Wright kristent funderet filantrop.

Til trods for disse forskelligheder engagerede kvinderne sig i et fælles fredsarbejde.

I 1916 grundlagde de en dansk afdeling af Women’s Peace Party, Danske Kvinders Fredskæde, og fik succes med at hverve medlemmer ikke blot fra deres eget sociale lag, men også blandt arbejderklassens socialdemokratiske kvinder, deriblandt formanden for De kvindelige Trykkeriarbejderes Fagforening, Henriette Crone (1874-1933).

Danske Kvinders Fredskæde var ikke en pacifistisk forening.

I tidsskriftet Kvinden og Samfundet og i forskellige tryksager understreges det, at Fredskæden ikke er en anti-forsvars forening, og at medlemmerne ”ligesaa fuldt som andre Landes Kvinder vil bringe de største Ofre for at bevare deres Lands Selvstændighed”.

Vi skal formentlig forstå foreningen som ”defencist” – med den britiske professor, Martin Ceadels betegnelse, dvs. som accepterende et dansk forsvar – men udelukkende i tilfælde af udenlandsk angreb.

[]

Der var tradition for en sådan defensiv neutralitetspolitik i den danske fredsbevægelse.

Fredrik Bajer (1837-1922), der i 1882 stiftede Foreningen til Danmarks Nevtralisering, senere kaldet Dansk Fredsforening, mente også, at Danmark skulle forsvare sin neutralitet militært. Set i et længere perspektiv havde han ganske vist en fremskridtsoptimistisk og nærmest evolutionær tro på, at krige ville afløses af retslige tvister, og at voldelige, militære konfrontationer hørte en fjern, barbarisk fortid til. Men i slutningen af 1800-tallet havde han en tro på, at der var behov for en militær sikring af freden. 1. Verdenskrigs udbrud aflivede Bajers fredsutopi, og han trak sig ud af fredarbejdet.

Dansk Fredsforening bestod imidlertid og kom tragikomisk nok i konflikt med den ny forening, fordi flere medlemmer kritiserede Danske Kvinders Fredskædes oprettelse. Slaget stod gennem en årrække i Fredsbladet, hvor argumenterne for og i mod én stor eller flere små foreninger føg frem og tilbage.

Så sent som i 1918 skrev Henriette Beenfeldt (1878-1949): 'Vi indenfor Dansk Fredsforening vil staa vort fælles smukke Formaal alvorligt i vejen om vi ikke snarest indstiller Diskussionen herom og herefter med Sympati ser de nye Sammenslutninger opstaa, rent bortset fra, at en saadan Optræden vil tjene os til langt større Hæder'. Hverken Dansk Fredsforening eller Danske Kvinders Fredskæde var altså i udgangspunktet pacifistiske og satte f.eks. ikke indledningsvis spørgsmålstegn ved værnepligten således som syndikalister og medlemmerne af Landsforeningen for Konsekvente Antimilitarister gjorde det. Eller således som forskellige politikere faktisk havde gjort det i tiden op til 1. Verdenskrig. Den radikale P. Munch (1870-1948) var således før verdenskrigen fortaler for konfliktløsning gennem parlamentarisme, voldgift og nedrustning. Han og den radikale internationalisme knyttede, som den danske historiker Karen Gram-Skjoldager har påpeget, an til en pacifistisk opblomstring i Europa og Rusland med deres antimilitarisme.

For Munch blev 1. Verdenskrigs udbrud imidlertid også de store illusioners sammenbrud.

I 1916, da Danske Kvinders Fredskæde blev stiftet, var han ganske vist forsvarsminister i det neutrale Danmark, men samtidig et land, der brugte enorme ressourcer på at forsvare sin neutralitet. Munch administrerede således en sikringsstyrke på 50.000 mand og et fæstningsanlæg under udbygning fra Klampenborg til Sydamager. Han skrev selv i sine erindringer: 'Fra en lys fremgangstid, hvor (fred)arbejdet kunne øves i rimelig tryghed, gik vi over til en ulykkernes og hadets tid, hvor alt var utryghed'.

Denne gæsteblog er skrevet af Mette Kia Krabbe Meyer, Research Librarian, Department of Maps, Prints and Photographs, Det Kongelige Bibliotek