- Udstilling: Tysklands genforening
- Europa-Parlamentet og implikationerne af den tyske genforening
Europa-Parlamentets medlemmer så den tyske genforening som en historisk chance til definitivt at hele opdelingen af Europa og hermed styrke den politiske balance, fremme afspændings- og fredsprocessen, stimulere til samarbejde mellem de europæiske folk og at konsolidere demokratiet og pluralismen på hele det europæiske kontinent. Mens det Europæiske Råd var flere måneder om at nå frem til de tolv EF-landes fælles holdning til "det tyske spørgsmål", tilkendegav Europa-Parlamentet ved talrige lejligheder den holdning, at den tyske genforening skulle gå hånd i hånd med en styrkelse af det europæiske fællesskab og fremskridtene hen imod en politisk union, der også skulle indbefatte udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter. Det var således også fra Parlamentets talerstol, at Kommissionens formand Jacques Delors i januar 1990 havde erklæret, at DDR skulle optages i EF, hvis landet fremsatte ønske om det.
Den 15. februar 1990 nedsatte Europa-Parlamentet et midlertidigt undersøgelsesudvalg, der skulle se nærmere på, hvordan den tyske genforeningsproces ville påvirke EF. Udvalgets formand, den britiske MEP Alan John Donnelly, fastslog som det første prioriteterne og de videre skridt frem. De to tyske stater forhandlede i tæt konsultation med de allierede magter om de politiske, økonomiske og finansielle betingelser ved genforeningen, der blev endeligt sat til at finde sted den 3. oktober 1990. Det midlertidige undersøgelsesudvalg var i ni måneder omdrejningspunkt for Parlamentets aktiviteter vedrørende den tyske genforening.
Undersøgelsesudvalgets tyve medlemmer – herunder tre tidligere udenrigsministre – satte sig først ind i de forhold, som genforeningen skulle ske under, og de mulige virkninger, disse ville få for EF-institutionernes måde at fungere på. Undersøgelsesudvalget granskede navnlig spørgsmålet om behovet for en revision af Fællesskabstraktaterne. Det så også nærmere på de budgetmæssige og finansielle implikationer for EF af, at DDR nu blev inkorporeret i Vesttyskland. Desuden viede udvalget særlig opmærksomhed til DDR's handelsmæssige forpligtelser og til, hvad genforeningen ville betyde for de militære allianceforhold. Som led i sit arbejde indhentede undersøgelsesudvalget udtalelser fra de stående parlamentariske udvalg med henblik på bedre at kunne vurdere følgerne af en samlet tysk stat for EF's fælles tiltag og politikker.
Sideløbende hermed, og endnu inden at undersøgelsesudvalgets konklusioner forelå, vedtog MEP'erne en ny række fremtrædende beslutninger, navnlig i april, juli og oktober 1990, om EF's reaktion på den tyske genforening og dennes implikationer for fælleskabsprocessen. Parlamentet udtrykte her den vurdering, at et forenet Tyskland ville kunne bidrage til at styrke EF politisk og økonomisk, give impuls til den økonomiske, sociale og økologiske udvikling i det tidligere DDR såvel som i EF samt udgøre et nyttigt led mellem EF og de central- og østeuropæiske lande.